Annonce

Nyt fra microsoft

Indsend nyhed

Del dine opdagelser!

Afstemning

Skal du have den nye iPad?

  • 64%Nej, det skal jeg ikke
  • 19%Ja, helt sikkert
  • 17%Måske, jeg er ikke sikker

De sidste nye indlæg

Det var bestemt ikke kun Gearbox Software, der havde en interessant 2’er med ved årets GamesCom-messe i Köln. Railgun var nemlig blevet inviteret indenfor hos Bethesda til en fremvisning af den efterhånden længe ventede efterfølger til Human Head Studios’ populære FPS, Prey.

Jeg skal være den første til at erkende, at jeg aldrig selv nåede forbi Prey, da det fik sin udgivelse tilbage i 2006, og jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde misset den udgivelse, da et godt stykke over halvdelen af de pressefolk, jeg sad i samme rum med ved fremvisningen noget skamfuldt også måtte løfte armen i vejret, da der blev spurgt ind til, hvorvidt vi havde prøvet spillet.

Spørgsmålet er så, hvor dårligt et udgangspunkt min uvidenhed i det hele taget er. Repræsentanten fra Human Head Studios forklarede kort om, hvordan det første spil primært havde fundet sted på og omkring jorden, hvor spilleren indtog rollen som Domasi ”Tommy” Tawodi, der fandt frem til hidtil ukendte kræfter, som efterfølgende blev et våben mod de aliens, der bortførte mennesker. Under Prey husker nogle måske, hvordan et passagerfly blev opslugt af den ukendte ”Sphere”, og det er her historien i Prey 2 starter.

Vi fik fortalt, hvordan Human Head med denne 2’er havde forhåbninger om at udforske en helt anden del af spillets univers, og ved at gøre brug af en af de interessante hændelser fra det første spil, så har Human Head ført franchises ud i endnu mere science-fiction-prægede omgivelser – eller som de selv vælger at kalde det: alien noire.

Man indtager rollen som U.S. Marshal Killian Samuels, der efter flystyrtet vågner op på en fremmed planet. Samuels kæmper sig vej mod flyets andre vragdele for at finde ud af, hvad der foregår, men støder på en gruppe af aliens, der slår ham bevistløs. Herefter springer spillet adskillige år ud i fremtiden, hvor Samuels har tilpasset sig til den sære planet Exodus, hvor han nu arbejder som dusørjæger i den lurvede, skumle storby The Bowery. Der er nærmest ingen grænser for, hvad der er lovligt i The Bowery, hvorfor alt fra småkriminelle til store bandeledere hærger, og dermed også et perfekt arbejdsmiljø for en dusørjæger.

Der er dermed også tale om et helt andet spil end det originale fra 2006. Ikke blot omgivelserne er blevet skiftet, men den meget lineære stil er skiftet ud med en åben verden, hvor spilleren selv kan udforske de farlige afkroge af The Bowery. Netop friheden til at bevæge sig omkring i den store by var utrolig imponerende. Det så ud til, at der kunne gribes fat i stort set alt, og at det ikke blot var en måde at flytte sig fra A til B, men også til spillerens fordel i kampens hede, hvor f.eks. en afsats kunne bruges som cover.

Tommy er tilbage i Prey 2, hvor han vil have en mindre, men dog stadig vigtig, rolle i spillets historie.

Tommy er tilbage i Prey 2, hvor han vil have en mindre, men dog stadig vigtig, rolle i spillets historie.

Den åbne verden giver, udover friheden til at kigge sig omkring, også friheden til at vælge, hvilke missioner man vil fuldføre, og i hvilken rækkefølge man foretrækker dette. En af de mange gadgets Samuels blandt andet har til rådighed er en form for scanner, der kan spore ham ind på, om der er nogle dusører at hente i nærheden. Lyser en person gul eller rød er der god sandsynlighed for at de vil opføre sig aggressivt, hvis man kommer for tæt på, mens der ligeledes vil blive markeret, hvorvidt der er en dusør at hente. Nogle dusører skal fanges levende, og skal dermed indfanges med en af Samuels gadgets som f.eks. de electrificerede ”bolas”, der ligner en kæde med et par jernbolde, som kan slynges om sit bytte og pacificere vedkommende. Når man har fanget sit bytte kan man vælge, hvorvidt der skal presses information ud af personen, inden vedkommende sendes videre. Det kommer dog alt sammen med en pris; presser man personen for hårdt kan man komme slå vedkommende ihjel og miste sin dusør, mens tilpas afpresning kan give loot, informationer såvel som et mere frygtindgydende omdømme i byen.

Demoen viste ligeledes en af spillets missioner frem, hvor der skal ledes efter en større dusør. Her må Samuels ty til en af sine undergrundskilder, hvilket ogås byder på en række valg. Man kan vælge at betale for informationen, eller, som vi fik fremvist, skyde hjernen ud på kildens vagt og presse informationen ud af ham; en handling, der helt sikkert heller ikke vil gå ubemærket hen. Større dusør betyder dog også mere besvær, og her kommer Samuels adræthed virkelig på prøve – såvel som spillerens muligheder for at bruge omgivelserne til sin fordel. Dusøren flygter og man må jage efter ham. Her fik vi vist, hvordan Samuels hurtigt kan hoppe fra den ene platform til den anden, klatre adskillige etager på få sekunder, slide igennem snævre åbninger og bruge sine omgivelser til fordel i kamp. På et tidspunkt i jagten støder Samuels på en større gruppe af dusørens medsammensvorne og her blev der vist store dele af af dusørjægerens gadgetarsenal frem. Vi fik blandt andet vist et transporterbart skjold såvel som en anti-gravity-granat, der sender fjender i en omkreds svævende op i luften, og gør dem klar til en sikker og nem henretning. De førnævnte "bolas" blev ligeledes brugt på Samuels bytte, men uden held, han kunne teleportere sig ud af dem og flygte videre. Hertil blev det desuden nævnt, at der vil være mange forskellige opgraderinger at hente til de forskellige gadgets.

Har man set den række af screenshots, der kom ud af Human Head Studios tilbage omkring E3 i juni måned, så har man allerede et rigtig godt billede af, hvad der kan forventes af spillets umiddelbare grafiske udseende. Lige meget hvor hektisk en drejning demoen tog var spillet rig på detaljer og en imponerende dybde, der gjorde de uvirkelige omgivelser utrolig troværdige.

Ud fra hvad vi så i demoen virker spillets gameplay generelt utrolig solidt og vældig underholdende, så det skal blive spændende at se, hvorvidt det holder stik for hele spillet. Kan Human Head formå at lave en åben verden, hvor man har nemt ved at navigere rundt – specielt, da det ser ud til, at der vil være meget vertikal bevægelse – og kan fornemme, at ens handlinger får en unik påvirkning på omgivelserne, så er der et rigtig godt udgangspunkt til en ny stor actiontitel, hvis ellers spillets historie viser sig at være lige så fængslende, som spillets forgænger blev krediteret for.

Undertegnede er i hvert fald på nuværende tidspunkt klar til at give Prey 2 en plads på hylden, når spillet bliver tilgængelig i det kommende år.

Prey 2 forventes at få sin udgivelse til pc, Xbox 360 og PlayStation 3 engang i 2012