Ved at gøre brugernes arbejdsplads virtuel kan it-afdelingerne centralisere administration og udrulning af nye applikationer.

Ved at gøre brugernes arbejdsplads virtuel kan it-afdelingerne centralisere administration og udrulning af nye applikationer.

Desktopvirtualisering er en samlebetegnelse for en række teknologier, der gør brugerens pc virtuel. Metoden bygger på erfaringerne fra servervirtualisering, men har større udfordringer, når det gælder svartider og central administration.

En væsentlig årsag til at indføre desktopvirtualisering er ifølge producenterne, at det kan lette administrationsbyrden. Hvor det i dag er en stor og tidkrævende opgave at installere en ny version af en applikation på alle brugernes pc'er, bliver det lettere, når det kan gøres ét sted fra centralt hold.

En anden fordel er bedre udnyttelse af maskinressourcer. Således kan man købe tynde klienter eller genbruge gamle pc'er, når desktoppen afvikles centralt.

Analysefirmaet Gartner venter stor vækst på området. Hvor der i 2009 på verdensplan var omkring en halv million centralt hostede virtuelle pc'er, vil der i 2013 være 49 millioner.

Hvis Gartners forudsigelser holder stik, betyder det, at de virtuelle desktops går fra at udgøre under en procent af professionelt anvendte pc'er til over 40 procent af markedet.

Central eller lokal
Desktopvirtualisering kan teknisk set udføres på mange forskellige måder. Forskellene ligger blandt andet i, hvilke opgaver der placeres på den centrale server, og hvilke der kører på brugerens computer.

Fælles for de fleste af metoderne er, at de bygger på en såkaldt VDI (Virtual Desktop Infrastructure). Det er det system af servere og software, der gør det muligt at centralisere styringen af desktops, applikationer og data.

Den helt centraliserede model for desktop-virtualisering er den, som vi kender fra Citrix' MetaFrame-produkt: Windows-applikationer kører på en central server. Kun skærmbilleder, tastaturtryk og museklik sendes mellem brugerens klient og serveren via protokoller som Citrix' ICA (Independent Computing Architecture) og Microsofts RDP (Remote Desktop Protocol). Alle brugere deles om den samme Windows-installation.

Citrix betegner denne model som Hosted Shared Desktops. Firmaet fremhæver løsningen som den billigste form for virtuel desktop: En enkelt server kan betjene op til 500 brugere.

Tilføj en virtuel maskine
Ved at tilføje virtualisering kan modellen udvides: Nu kører der Windows på en virtuel maskine på serveren. Hver bruger har sin egen virtuelle maskine, som han tilgår via en tynd klient. Citrix kalder denne model for Hosted VM-based VDI Desktops. Et eksempel på denne metoden er VMware View, hvor kommunikationen foregår over protokollen PCoIP (PC-over-IP) fra firmaet Teradici.

Fordelen her i forhold til Hosted Shared Desktops er, at hver bruger får sin egen desktop, hvor man kan installere programmer og tilrette systemet efter behov.

Hosted Blade PC Desktops går ud på, at hver bruger får adgang til en pc, der er et blade i en blade-server. Dermed har man fordelene ved den centrale administration, samtidig med at brugerne ikke skal deles om datakraften. Citrix anbefaler løsningen til fx cad, GIS og andre tunge applikationer.

Local Streamed Desktops er en metode, hvor applikationer sendes fra en central server ud til brugerens pc, hvor de afvikles. Men administrationen foregår centralt.

Citrix-modellen Virtual Apps to Installed Desktops anvender applikationsvirtualisering. Her sendes en applikation ud til brugerens pc, hvor den afvikles i et virtuelt miljø, der ligger oven på Windows. Applikationen skal ikke installeres, brugeren vælger den fra en liste over applikationer på den centrale server, hvorefter de nødvendige filer sendes til virtualiseringsklienten. I denne løsning kører der ikke en fuld virtuel maskine på brugerens pc.

Styr centralt, kør lokalt
Endelig er der den teknologi, som alle de store leverandører nu kappes om at mestre: Den virtuelle maskine afvikles lokalt på brugerens pc i stedet for på den centrale server, men al administration og sikkerhed styres centralt. Citrix kalder det Local VM-based Desktops.

Microsofts produkt hertil hedder Microsoft Enterprise Desktop Virtualization (MED-V). Når en bruger skal anvende en applikation eller en hel desktop, som ikke er installeret på den lokale pc, logger han ind på en central server. Serveren sender et image af en virtuel maskine til brugerens pc, hvor det afvikles. Derefter synkroniserer den virtuelle maskine indimellem med serveren.

Der kan indlægges regler, som styrer, hvor ofte den virtuelle maskine skal synkronisere med den centrale server. Hvis det ikke sker, kan den konfigureres til at lukke brugeren ude, indtil der er synkroniseret.

En fordel ved metoden er, at den ikke kræver, at man konstant er online. Den har heller ikke store krav til båndbredde, når først den virtuelle maskine er overført til pc'en.

I en demonstrationsvideo for det kommende produkt XenDesktop viser Citrix, hvordan metoden gør det muligt for en bruger at have flere virtuelle maskiner på sin laptop. En maskine er brugerens private. Her kører der alle de applikationer og spil, brugeren selv ønsker. En anden virtuel maskine tilhører og styres af virksomheden. Her bliver der taget sikkerhedskopi centralt. Brugeren kan ikke installere programmer, så risikoen for virusangreb mindskes drastisk.

Microsoft fremhæver, at firmaets MED-V kan løse problemer med inkompatible gamle versioner: En virksomhed kan opgradere til Windows 7, men køre ældre applikationer i virtuelle miljøer med Windows XP under MED-V.

XenDesktop ventes på markedet i 2010. Det samme gælder Client Virtualization Platform fra VMware. Microsofts MED-V er på markedet i version 1.0 som en del af pakken MDOP (Microsoft Desktop Optimization Pack).

Links
Citrix' oversigt over desktop-virtualiseringsmetoder

Microsofts produkter til desktop-virtualisering

Pressemeddelelse fra Gartner om markedet for desktop-virtualisering

Virtuel desktop med PCoIP fra VMware, nyhed fra IT-dialog